#40: mathias malling mortensen: det underste land 

04. oktober – 16. november 2019

På sin soloudstilling i Format Artspace skaber Mathias Malling Mortensen et personligt rum, der undersøger, hvad inspiration er, og hvordan de underbevidste indsamlinger af fragmenter og ideer er med til at forme det endelige værk.

Da kunstnergruppen Linien tilbage i 1930’erne blev dannet med bla. kunstnerne Sonja Ferlov Mancoba og Richard Mortensen som forgangsmænd, var en af præmisserne at lade sig lede og inspirere, i tråd med den surrealistiske bølge, der havde bredt sig over hele Europa, af det underbevidste og tilfældige. En sommer på Bornholm gjorde Ferlov Mancoba og Mortensen netop dette – med inspiration fra digtet ”det underste lπPand” af Gustav Munch-Petersen, som også opholdt sig på ferieøen og var en del af gruppen, gik kunstnerne på opdagelse efter kilder, objekter og fænomener, der kunne drive inspirationen til nye værker.

Godt 90 år senere har Mathias Malling Mortensen (Richard Mortensens barnebarn) fundet sin egen inspiration i historien om Linien, og har undersøgt sin egen kunstneriske praksis ud fra samme idé: At se på, hvilke elementer, der bevidst og ubevidst har genereret hans egne værker. Det er der kommet udstillingen ”det underste land” ud af, som præsenteres i Format Artspace.

Malling Mortensen har arbejdet med, hvordan det er rumligt muligt at dykke dybere ind i inspirationen lag for lag. Han har derfor skabt en konstruktion i gallerirummet, der blotlægger såvel personlige rum, hvor personlige objekter og elementer fra kunstnerens egne gemmer hober sig op, som et processuelt rum med skitser og ufærdige værker, notesbøger og ideer på papir. Uden om konstruktionen vil en serie af nye papirklip, akvareller på lærred og andre færdige værker blive udstillet. Beskueren får således mulighed for at dykke ned i processen og tankerne bag de endelige værker og vil kunne nærstudere elementer og opleve andre dele på afstand ved at kigge ind i konstruktionen igennem forskellige åbninger.

Med ”Det Underste Land” giver Mathias Malling Mortensen et helt særligt og generøst indblik i sin egen praksis, samt i hvordan den kunstneriske skabelsesproces kan se ud.

Mathias Malling Mortensen (f. 1980) er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København. Interessen for billedkunsten stammer dog fra Mathias Malling Mortensens barndomshjem i Odense på Fyn, hvor væggene omkring ham var fulde af farfaren Richard Mortensens malerier. Malling Mortensen har arbejdet som grafiker og illustreret bøger, plakater og lavet visuals, scenografi og pladecovers – heriblandt for det danske indieband I got you on tape. Han er repræsenteret i en række private samlinger, og har tidligere udstillet i flere gallerier i København.

 

 

Værker til salg af Mathias Malling Mortensen