Velkommen til fernisering i aften d.3. maj kl. 17-19 med opførelse af Fællesskabsmonologen #1 ved skuespiller Johannes Nymark.

Kort om udstillingen: Billedkunstner, dramatiker og forfatter Tomas Lagermand Lundme skaber en 10-dages forestilling i Format Artspace, som han lover ikke er en løftet pegefinger og ej heller bliver gumpetung 70’er-agtig – kun en lille smule.  Format er blevet til en scenografisk forestilling med en  historie om et individ i et fællesskab. Rummet er indhyllet i tegninger med opråb, replikker, masker og løsrevne ord. Alt er sat op som en lineær fortælling med forskydninger i rummet, så man som publikum kan gå ind og ud af teksten og historien. To gange i løbet af de ti dage, udstillingen/forestillingen varer, aktiveres den, når skuespillerne Johannes Nymark og Casper Sloth opfører Fællesskabsmonologerne #1 og 2. Her bliver publikum også bedt om at være en del af værket, når de skal agere kor, mens andre personer indtager hovedrollerne.

Tomas Lagermand Lundme lover, at det bliver hamrende naivt , sjovt og meget rørende. Så alle er velkomne i den kollektive forestilling i Format.