Litteraturfestival på besøg

 

Vi elsker at blande kunstarterne i Format! Derfor glæder vi os ekstra meget til lørdag den 4. marts kl 13-15, hvor Kbh Læser (Københavns Litteraturfestival) rykker indenfor i Formats udstillingslokale. Her vil der være oplæsninger af fire kvindelige forfattere Kristiane Hauer, Henriette Houth, Stine Bork Kristensen og Elisabeth Rygård, som vil give besøgende et indblik i kommende projekter. Læs mere om eventet her.

Du kan tilmelde dig begivenheden på Facebook her eller bare mød op på dagen, hvis du får lyst. Alle er velkomne.

 

Om Kbh Læser (fra festivallens hjemmeside)

En tematisk og alsidig festival

Kbh Læser er en årligt tilbagevendende litteraturfestival, som slipper litteraturen og læselysten løs i byen hvert år i det tidlige forår. Københavns Biblioteker søsatte festivalen i 2008 i fællesskab med forskellige samarbejdspartnere som museer, boghandlere, kulturinstitutioner og andre litteraturelskere, som hvert år under festivalen udfordrer og udforsker litteraturen med litterære arrangementer over hele byen. I 2017 løber festivalen fra d. 24. februar til d. 5. marts. Hvert år har Kbh Læser et nyt tema, og i år er temaet VÆKST.

Målet for festivalen er at få byen til at koge over af litteratur og litterære arrangementer og at få alle til at læse og læse mere. Vi vil sprede læselysten og litteraturglæden til både de i forvejen storlæsende bogorme, og til dem som sjældent eller aldrig læser. Som demokratisk kulturinstitution ønsker Kbh’s Biblioteker at promovere alle former for litteratur – fra skønlitteratur til faglitteratur og alt derimellem. Vi ønsker at inkludere al slags litteratur i festivalen – fra den populære eller bredt appellerende litteratur til den smalle, eksperimenterende eller krævende litteratur. Der findes litteratur til alle! Forhåbentligt vil festivalens program inspirere publikum til at få øjnene op for nye sider af litteraturen.