Om Format

Format er et kunstrum i Nansensgade dedikeret til værker i oplag (editioner), der eksperimenterer med medie og materiale – herunder original grafik, 3D- printet skulptur, video, animation, tegneserier mm.

 

Udgangspunktet er at skabe værker, der er af høj kunstnerisk kvalitet, men som kan erhverves af selv den mest slunkne pengepung, fordi der findes mere end et eksemplar af hvert værk. De fleste af Formats værker produceres i små og eksklusive oplag, men ligger alligevel i et prisleje, hvor alle kan være med. Format har et princip om, at det at være kunstsamler ikke kun er forbeholdt en lille lukket kreds af kendere med økonomien i orden. Vi vil hellere end gerne tale om værker, trykmetoder, kunstnere og alt det indimellem, så bare spørg løs!

“Format har et princip om, at det at være kunstsamler ikke kun er forbeholdt en lille lukket kreds af kendere med økonomien i orden.”

Anne Riber, Gallerist, Format Artspace

Format arbejder primært med yngre danske kunstnere, der har gjort sig bemærket på den danske og internationale kunstscene. De fleste af kunstnerne arbejder med papiret som en del af deres praksis, og til Format har de ofte valgt at arbejde med grafiske tryk. Det kan være serigrafi, litografi, riso-printning eller en helt fjerde teknik – fokus er på det grafiske håndværk og det kunstneriske eksperiment. Der lanceres nye tryk og objekter i form af udstillinger ca. hver anden måned.

Format arbejder bl.a. sammen med Lunøe Serigrafi – et 100 år gammelt serigrafi-værksted dedikeret til original grafik. Herudover arbejdes der ogsåsammen med “the new kid on the block” Printer’s Proff i Valby samt At the Academy på Carlsberg – et lille trykkeri, der har til huse i et kunstnerkontorfællesskab i det gamle bryggeris staldbygninger.

 

Hvad er grafik?

 

GAVEKORT: Vi laver gavekort på lige det beløb, du ønsker.

 

BYTTEPOLITIK: Vi bytter gerne værket inden 30 dage, men vi giver ikke pengene retur.

 

RAMMER: Vi kan sørge for de fleste typer indramning – vi har et stort udvalg af rammer i standardmål og har desuden et fast samarbejde med en rammemand, så vi kan så lavet specialrammer inden for 2-3 uger.

 

FORSENDELSE: Vi sender bestilte værker med postdanmark senest 3 dage fra førstkommende åbningsdag. Forsendelsespriserne varierer, men ligger typisk omkring 40-60 kr. Det er desværre som udgangspunkt ikke muligt at sende indrammede værker.