Fugleburet: Selskabelig Galskab

19. marts – 1. maj 2021

Format er glade for at kunne præsentere den første større soloudstilling af Fugleburet.

Selskabelig Galskab er en samling af nye oil stick-værker og oliemalerier skabt på fundne materialer, som kunstneren har pustet nyt liv i og bygget et univers og en historie omkring.

I en balancegang mellem kaos og stringens, det statiske og det dynamiske har den danske kunstner med det karakteristiske dæknavn Fugleburet sat sig for at adaptere det klassiske stilleben til sit eget legesyge, kantede og farveeksplosive univers.

Kunstneren har brugt det seneste år på at gå på rov i det københavnske gadebillede for at finde materialer, som kunne ligge til grund for udstillingens værker. Tanken om, at der kunne opstå noget nyt ud af de efterladenskaber, som ellers var dømt til at gå til grunde, blev et dogme for Fugleburet. Når man starter ”from scratch”, så får man også selv en kunstnerisk mulighed for at starte på ny og bygge noget helt nyt op.

Ud fra dette nulpunkt opstod et surrealistisk stilleben-inspireret univers, som voksede…De abstrakte figurer fra kunstnerens tidligere værker, som måske altid havde en iboende fugl eller et mystisk væsen latent boende i sig, begyndte at få deres eget liv. Herfra udsprang en kreds af motiver og fabeldyr – som et lille sluttet selskab. Men denne samling af motiver lignede ikke dem, der ellers sidder med til eller udgør nøje opsatte højborde og flotte opsatser, som man ofte ser i kunsthistoriens stilleben.

Noget mere foruroligende, dynamisk, mystisk var på spil. Som det fine middagsselskab, hvor man opdager, at noget ikke er helt som det skal være, noget har sneget sig med til bords – noget galskab midt i selskabet….

I værkerne til Selskabelig Galskab er farverne mere mørke og dystre, end kunstnerens tidligere karakteristiske palette. Så også her har det uudgrundelige og det drilske sneget sig ind. De fandenivoldske farvesammensætninger spiller stadig en central rolle, og det geometriske, det balancerende og det dynamiske er ligeledes i centrum. Nu er der blot tilsat et skud lundstrømsk motivverden – og hilsner til andre af stillebenet store mestre som Picasso og Matisse. Eksempelvis sidder væsner til middag på en gammel funden bordplade, og fra loftet regner det med appelsiner og citroner, statiske vaser har fået vinger, vandkander har fået fuglenæb, lysestagen minder unægtelig om et sort firbenet væsen, og en gammel fundet dør er blevet til kunstnerens version af en drue-opsats (nu konverteret til fuglerede).

Med Selskabelig Galskab får Fugleburet skabt en helstøbt selskabelig og eventyrlig parafrase over genkendelige kompositioner, der med et glimt i øjet inviterer beskueren til at sidde med ved bordet og opleve galskaben komme snigende.

Køb værker fra udstilling (scroll til højre for at se alle værker)