Kasper Mikael Jacek: WE HAVE WALKED THESE TRAILS

  1. oktober – 13. November 2021

Fernisering d. 8. okt. Kl. 17-20

 

Format er glade for at kunne præsentere den første solo-udstilling med den danske kunstner Kasper Mikael Jacek i galleriet.

 

Da vi legede i den lille skov mellem de nu forhenværende marker, der var ved at blive gravet ud til parcelhuskvarterer, vandrede vi rundt i et landskab, hvor fortiden hele tiden var til stede. Vi havde gravet stenøkser op af de store jordbunker, der var blevet vendt af gravemaskinerne, vi lavede vores egne bomber af ler fra jordbunden, fandt efterladte staldhuse, vi legede ved åen og det føltes som om at dens rislen måtte have lydt i al evighed – og så hang rygtet om en død kvindes lig i skoven tungt i luften, når vi bevægede os rundt i det, der føltes som altid allerede betrådte stier. Vi befandt os i en nutid, der hele tiden også var fyldt af tegn, formationer og spor fra andre tider, der kunne følges, aflæses, forestilles og fortælles. ” – Kasper Mikael Jacek om baggrunden for udstillingen.

 

WE HAVE WALKED THESE TRAILS er titlen på Kasper Mikel Jacek’s udstilling, hvor en samling af collager og papirarbejder samt en serie af skulpturer søger at afdække kunstnerens fornemmelse af, at flere tider altid er til stede på samme tid.

 

Med inspiration fra både stedsteori, geografi og litteratur som W. G. Sebalds vandringer i det hjemsøgte europæiske landskab, Arthur Rimbauds Illuminationer og Herta Müllers urovækkende historier, betræder kunstneren de gamle stier igen, aflæser tegnene og genskaber denne verden, hvor alting var knyttet sammen. I udstillingen vikler både fortidens, nutidens og fremtidens fortællinger sig ind og ud af hinanden: Personlige erindringer, scener fra barndommens mareridt og forestillede verdener står side om side med store fortællinger om klimakatastrofen, mytologiske urscener og større historiske forandringer, der er med til at forme landskabet.

Kasper Mikael Jaceks værker befinder sig i spændingsfeltet mellem den abstrakte, skulpturelle udforskning af teksturer og materialer – og figurative elementer, der er fundet, gravet eller vendt ud af jorden i takt til verdens forandringer. Han bruger ofte collagen som medie i en både skabende og destruktiv proces. Med en næsten arkæologisk tilgang tilføjer han papirlag (ofte fundet papir/pap), maler dem med forskellige gennemgående motiver eller intensiteter, maler dem over igen, river lag væk og finder gamle lag, slider på malingen og river materiale væk igen. En møjsommelig proces, som stemmer overens med Jaceks ønske om at fremkalde flertemporale scener, hvor både gamle spor, genstande, minder og forestillinger om fremtidige katastrofer hjemsøger nutidens landskaber.

 

“Med værkerne ønsker jeg også at undersøge et meget personligt landskab, der blev formet af min barndoms og ungdoms OCD, hvor verden – i mine tanker – til tider kunne være fyldt med symboler og tegn, der fik ophøjede og forskruede betydninger. Alle værkerne bærer konkrete motiver eller afspejler nogle af disse personlige mytologier, der var med til at forme de landskaber, som jeg færdedes i.”

 

Med WE HAVE WALKED THESE TRAILS ønsker Kasper Mikael Jacek at bidrage til den aktuelle debat om menneskets plads i verden, om vores indvirkning og forståelse af jorden, stederne og landskaberne omkring os. Det betyder, at vidt forskellige skalaer står side om side i værkerne, der udforsker en måde være til stede i verden på, der på den ene side afsøger det helt nære, det vi kan røre, det vi kan se forandre sig lige foran os – og på den anden side, hvordan disse nære forandringer afspejler de store, voldsomme forandringer i verden.

 

Kasper Mikael Jacek (f. 1989) har base I Odder/Århus. Hans værker er en forlængelse af hans baggrund som idehistoriker og journalist, idet værkerne ofte tager udgangspunkt i mytologier, hukommelse, steders og objekters historie og mennesket plads midt i alt dette. Han har tidligere blandt andet udstillet på Se! i Århus, Van der Plas Gallery (New York) og Got It For Cheap (Soulland, København).

Køb værker fra udstillingen (scroll til højre for at se alle værker) (er på vej)