Fernisering fredag d. 28. sept. kl. 17-20

Velkommen til fernisering på #33: Martin Askholm: Yōkai Pandemonium i Format fredag d. 28. september kl. 17-20 med Shoshu-drinks.

Udstillingen består af nye akvareller og tryk og undersøger den japanske pop- og tatoveringskultur med særligt fokus på de japanske monstre Yōkai.



3D-omvisning i Format Artspace

Selvom Format er gået på sommerferie i juli, så fortvivl ej - du kan tage en 3-D tour i galleriet og den netop afsluttede udstilling med Isabel Berglunds & Kristian Devantier ved at følge linket til Artland her: https://artlandapp.com/3dshow-format-artspace-group-show/

 



Sommerferie i Format

Vi holder sommerferie-lukket fra lørdag d. 30. juni, som også er sidste dag, man kan de udstillingen "Mennesker og objekter" af Kristian Devantier og Isabel Berglund. Vi åbner igen i 15. august. Vi ses!



Interview til Artland

Indehaver Anne Riber er blevet interviewet til kunstapp'en Artland om Format. Se interviewet ved at klikke her



Gallery Day & Night 24. maj

Format deltager på Art Week Copenhagens Gallery Day & Night d. 24. maj med fernisering på udstillingen: Isabel Berglund & Kristian Devantier: Mennesker og Objekter. Hele dagen og aftenen er der åbent på byens gallerier. Læs mere 

 



Format fylder 5 år 3. maj

FORMAT ARTSPACE FYLDER 5 ÅR TORSDAG D. 3. MAJ

Alle er velkomne til at kigge forbi til et glas bobler, kage og procenter mellem 12 og 17

For 5 år siden åbnede Format Artspace i et mindre lokale i Nansensgade 40 med en gruppeudstilling af Camilla Thorup, Christian Finne, Christina Bredahl Duelund, Ida Kvetny, Jacob Dahlstrup, Rikke Bakman og Good Work Productions.

Siden da, er der kommet en del flere kunstnere til - og galleriet har pt. værker fra 58 danske og internationale kunstnere, hvilket vi er ganske stolte af.

Siden den dag i maj er galleriet rykket over på den anden siden af gaden til nr. 35 og har fået mere plads at boltre sig på. Indtil nu er det blevet til 30 udstillinger og et væld af mindre projekter og events.

Så der er masser af gode ting at fejre på torsdag, og det vil være skønt at se alle venner af huset i galleriet til et glas. Procenter er der naturligvis også at komme efter  - 20% på Formats egne produktioner og 10 % på alle andre værker.



Ferielukket i Format

Format holder lukket over påsken fra fredag d. 23. marts - 3. april.

Vi er tilbage igen fra onsdag d. 4. april og glæder os til at se jer igen.

Hav en rigtig dejlig påske til vi ses!

 

 



Velkommen til fernisering fredag d. 9. marts

Velkommen til fernisering på: #30:Mie Olise Kjærgaard: The Doggy Bag Race (9. marts – 28. april 2018)

Fernisering d. 9. marts kl. 17-20 med ananas-mojito

På sin soloudstilling i Format udfolder Mie Olise et eksotisk univers, hvor vores velkendte dagligdagsregler er ophævet, hvor mennesker bor i træerne og hvor hunde sejler om kap i designer-tasker.



Julelukket

Så lukker vi af for julen i Format, men vi vender frygtløse tilbage den 17. januar 2018.

Glædelig jul og godt nytår.



Af·Art holder julearrangement i Format i dag kl. 13-17

Af·Art Magazine inviterer til udstilling, livemusik og lækker glögg. I samarbejde med en række kunstnere, får du muligheden for at købe et originalt værk og samtidig støtte Af·Art!

Galleriet Format Artspace vil lørdag den 2. december danne ramme for en udstilling af julekort i galleriets smukke lokaler på Nansensgade.

Kortene er lavet specielt til lejligheden af up-coming såvel som mere etablerede kunstnere. Forelsker du dig i en af disse originaler, kan du købe det! Overskuddet går til Af·Art Magazines næste udgivelse.

Galleriet vil være åbent for alle, der har lyst til at svinge forbi. På 1. sal vil du kunne nyde livemusik, mens du tjekker udstillingen ud, og baren vil byde dig velkommen med glögg og andet godt til ganen for billige penge. 


One Size Fits All 2017 - gruppeudstilling - udstilling #28 - Format Artspace


NY One Size Fits All-udstilling åbner snart

Format gentager sidste års succes og har igen inviteret galleriets kunstnere til at deltage i en gruppeudstilling, hvor formatet er frit, men prisen er fast.

42 danske kunstnere, der har papiret som fællesnævner, har hver lavet et nyt værk til gruppeudstillingen “One Size Fits All”. Formatet varierer, men prisen er den samme – alle værker kan erhverves for 1400 kr. Så drømmer man fx. om et lille værk af Morten Schelde, et tryk af Carl Krull, en tegning af Rikke Villadsen, en stencil af Ida Kvetny eller en platte af Trine Boesen, så er der med “One Size Fits All” rig mulighed for at både se og købe. Værkerne kan købes og tages med lige med det samme, så udstillingen vil I løbet af perioden ændre form og ophængning.

Udstillingen åbner d. 24. november, og traditionen tro serveres der drinks – denne gang en stor “ta-selv-bar” med alt godt fra barskabet. Velkommen i Format Artspace, Nansensgade 35

 



Videomøllen viser videokunst sammen med Format

Format har lånt Videomølle en række videoværker af Christina Bredahl Duelund, som vises på Kulturnatten fredag d. 13. oktober kl 19-22. Læs mere her


Ida Kvetny - Flashforward udstilling hos Format Artspace - Keramik skulptur


Fernisering på fredag på Ida Kvetny: Flashforward

Velkommen til fernisering på Ida Kvetnys udstilling "Flashforward", der åbner med dark 'n' stormy-drinks fredag d. 6. oktober kl. 17-20. Vi ses!



Mads Ljungdahl: Lydkubator

FERNISERING: 24. aug. kl. 17 - 20

Oplev den fascinerende LYDKUBATOR, når Format Artspace i forbindelse med Cph Art Week slår dørene op til et særegent kunststykke i sensorisk stimulation, konciperet og eksekveret af lydprofet Mads Ljungdahl.
Alle eventyrlystne, kan efter tur, lægge sig i lydkubatoren og opleve trancelignende tilstande gennemrisle krop og sjæl.

Tak til Grosserer L. F. Foghts Fond for støtte til projektet.



Sommerferie i Format

Format holder sommerferie-lukket fra d. 2. juli og frem til 10. august.

Sidste dag inden sommerferien er således d. 1. juli, hvor det også er sidste dag udstillingen MASKZ af Joan Tarrago kan opleves.

Besøg i galleriet i sommerferie-perioden kan ske efter aftale, og ellers henvises til vores webshop.

Rigtig god sommer!



I aften kl. 17-19: Værk-sted/Nu-sted (oplæsningsarrangement)

Format arrangerer i samarbejde med forfatterne Stine Bork Kristensen & Henriette Houth oplæsninger af poesi og prosa. Konceptet: De indbudte forfattere læser alle op af kommende værker og giver generøse indblik i den proces deres tekster er i NU. Hvorfor? Hvordan? For enhver, der elsker ord, deres rytme, deres metamorfoserende mulighed som KUNST. Første oplæsning er med Kasper Ralsted Jensen, Ida Monrad Graunbøl, Anna Klahn, Marie Nielsen.

Velkommen d. 22. juni kl. 17-19 i Nansensgade 35!


Tomas Lagermand Lundme - udstillingsfoto af Katrine Møbius - Finissage i Format Artspace


Ny video + Finissage på lørdag

Ny video + Finissage på lørdag

 

Så er endnu en video finpudset og klar til jer. Denne gang handler det om at gå til fernisering. Du kan finde den på vores Facebookside.
Apropos at gå til fernisering, så er der også noget der hedder 'finissage', som er en fin måde at afslutte en udstilling. Denne gang har vi valgt at holde en finissage for den 10-dages udstilling vi har her i Format til og med lørdag. Kom med og hør Fællesskabsmonologen #2 ved forfatter og skuespiller Casper Sloth nu på lørdag kl 14-15.



Fernisering i aften: #24: Tomas Lagermand Lundme: Kollektive forestillinger

Velkommen til fernisering i aften d.3. maj kl. 17-19 med opførelse af Fællesskabsmonologen #1 ved skuespiller Johannes Nymark.

Kort om udstillingen: Billedkunstner, dramatiker og forfatter Tomas Lagermand Lundme skaber en 10-dages forestilling i Format Artspace, som han lover ikke er en løftet pegefinger og ej heller bliver gumpetung 70’er-agtig - kun en lille smule.  Format er blevet til en scenografisk forestilling med en  historie om et individ i et fællesskab. Rummet er indhyllet i tegninger med opråb, replikker, masker og løsrevne ord. Alt er sat op som en lineær fortælling med forskydninger i rummet, så man som publikum kan gå ind og ud af teksten og historien. To gange i løbet af de ti dage, udstillingen/forestillingen varer, aktiveres den, når skuespillerne Johannes Nymark og Casper Sloth opfører Fællesskabsmonologerne #1 og 2. Her bliver publikum også bedt om at være en del af værket, når de skal agere kor, mens andre personer indtager hovedrollerne.

Tomas Lagermand Lundme lover, at det bliver hamrende naivt , sjovt og meget rørende. Så alle er velkomne i den kollektive forestilling i Format.


#23 Anja Karottki - Alt er som det skal være - Format Artspace - udstilling


Fernisering i aften

Fernisering i aften på #23 Anja Karottki: Alt er som det skal være

Fernisering kl. 17-20 med rødvin i kaffekopper

Alle er velkomne

Om udstillingen: Den danske kunstner Anja Karottki omskaber Format Artspace til en poetisk og foruroligende totalscenografi, hvor fugle, gammelt tøj og en madras af bogsider spiller afgørende roller.



Litteraturfestival på besøg

Litteraturfestival på besøg

 

Vi elsker at blande kunstarterne i Format! Derfor glæder vi os ekstra meget til lørdag den 4. marts kl 13-15, hvor Kbh Læser (Københavns Litteraturfestival) rykker indenfor i Formats udstillingslokale. Her vil der være oplæsninger af fire kvindelige forfattere Kristiane Hauer, Henriette Houth, Stine Bork Kristensen og Elisabeth Rygård, som vil give besøgende et indblik i kommende projekter. Læs mere om eventet her.

Du kan tilmelde dig begivenheden på Facebook her eller bare mød op på dagen, hvis du får lyst. Alle er velkomne.

 

Om Kbh Læser (fra festivallens hjemmeside)

En tematisk og alsidig festival

Kbh Læser er en årligt tilbagevendende litteraturfestival, som slipper litteraturen og læselysten løs i byen hvert år i det tidlige forår. Københavns Biblioteker søsatte festivalen i 2008 i fællesskab med forskellige samarbejdspartnere som museer, boghandlere, kulturinstitutioner og andre litteraturelskere, som hvert år under festivalen udfordrer og udforsker litteraturen med litterære arrangementer over hele byen. I 2017 løber festivalen fra d. 24. februar til d. 5. marts. Hvert år har Kbh Læser et nyt tema, og i år er temaet VÆKST.

Målet for festivalen er at få byen til at koge over af litteratur og litterære arrangementer og at få alle til at læse og læse mere. Vi vil sprede læselysten og litteraturglæden til både de i forvejen storlæsende bogorme, og til dem som sjældent eller aldrig læser. Som demokratisk kulturinstitution ønsker Kbh’s Biblioteker at promovere alle former for litteratur – fra skønlitteratur til faglitteratur og alt derimellem. Vi ønsker at inkludere al slags litteratur i festivalen – fra den populære eller bredt appellerende litteratur til den smalle, eksperimenterende eller krævende litteratur. Der findes litteratur til alle! Forhåbentligt vil festivalens program inspirere publikum til at få øjnene op for nye sider af litteraturen.



Magasinet Kunst skriver...

Magasinet Kunst skriver...

 

om Morten Schelde, Carl Krull, Rikke Villadsen og Julie Nord. Desværre er artiklerne ikke online, men du kan købe Magasinet Kunst her.

Magasinet Kunst - Morten Schelde - Format ArtspaceMagasinet Kunst - Rikke Bakman - Format ArtspaceMagasinet Kunst - Julie Nord - Format Artspace



Fernisering imorgen!

Carl Krull har kastet sig ud i et væld af farver og resultatet er en fed udstilling i Format Artspace. Vi åbner året og ferniseringen imorgen, hvor vi serverer drinks og billige øl. Kom og vær med!

Læs mere om udstillingen her.

Tilmeld dig Facebook evnetet her, eller bare mød op. Vi åbner dørene kl 17 og lukker igen for festlighederne kl 20.

 



Juleåbent og nytårslukket!

Juleåbent og nytårslukket!
24. dec. - 17. jan.
 
Så er det snart jul. Og i Format glæder vi os sådan! Men det holder os ikke væk fra galleriet, hvor vi holder åbent også den 23. december kl 12-17, som normalt. Derefter holder vi lukket helt indtil onsdag den 18. januar.

Galleri - Grafisk kunst - grafik - dansk kunst - Format Artspace


Artikel om Format i The Cope

Artikel om Format i The Cope

The Cope er et nyt fedt magasin om Københavns finurlige butikker, caféer, restauranter, gallerier og barer. De fokuserer på det, der gør København unik som kulturelt midtpunkt og det er netop derfor vi er glade for at kunne meddele at de har skrevet nogle bevingede ord om Format.

Magasinet, som også findes i noget så oldschool som printed version, er at finde gratis her hos os i Nansensgade. Og vi skal hilse og sige, at den printede version er cykelturen værd i bare æstetisk lækkerhed.

 

http://www.thecope.dk/shops/format-artspace/



Fine fotos fra the COPE

Fine fotos fra the COPE

Format Artspace har ageret fotomodel for the COPE og til gengæld har vi fået lov til at bruge billederne. Tak til COPE.

 



Særrundvisning i Folketingets kunstsamling

Særrundvisning i Folketingets kunstsamling

 

Mens andre tog til Black Friday var vi i Format svineheldige og fik et tilbud vi ikke kunne sige nej til. Vi var nemlig i folketinget til en intim kunstrundvisning. Det var vildt spændende at se alt det kunst! Og der var da også et Format værk at finde hist og her.



Julekalender igen i år

Julekalender igen i år

 

Hold øje med vores Facebook side, hvor julekalenderen løber fra den 1. til den 24. december. Hver dag vil et nyt værk blive solgt til en særlig julepris, men det er først på selve dagen man ved hvilket værk. Så stay tuned gennem december måned.



Tadaaa! Video om grafik!

Tadaaa! Video om grafik!

Til de nysgerrige, de nørdede og alle andre kunstglade folk og fæ;

Format Artspace har længe været igang med at filme og producer på livet løs, og her er det første resultat af en lille filmrække. Vi håber I synes om hvad vi har kokkereret og håber I vil dele videoen med jeres kunstinteresserde venner

God fornøjelse!

 

 

 



Fernisering på fredag: #21: One Size Fits All

Gruppeudstillingen One Size Fits All åbner på fredag med et brag - 35 kunstnere deltager hver med et værk  - prisen er fast - 1400 kr - men formatet er frit.

Velkommen til fernisering i Format Artspace på fredag kl. 17-20 med blandet "ta-selv-bar"