#15: Ulla Eriksen og Kathrine Ærtebjerg: Hånden Ånder, Ånden Leger

Fernisering fredag d. 20. november kl. 17-20

Udstillingsperiode: 20. november – 19. December 2015

De danske billedkunstnere Ulla Eriksen og Kathrine Ærtebjergs venskab er udgangspunktet for deres værkers første møde i et galleri-rum. Her har de ladet akvareller, fotos, tryk og objekter lege, lytte og tale sammen, og det er blevet til en udstilling, hvor poesien, det delikate og det kropslige er fællesnævnerne. 

Ulla Eriksen og Kathrine Ærtebjerg knyttede venskab år tilbage, da de begge var vagter på Statens Museum for Kunst. Nu mødes deres værker for første gang i Format Artspace. Udstillingen er bygget op som et fælles rum, hvor papirværker og objekter smitter af på og lader sig inspirere af hinanden igennem legen. Kunstnerne har fået frit spillerum i et samarbejde, hvor øvelsen har været at lade det ikke-logiske og det umiddelbare styre processen i fællesskab –  én lader bolden rulle, den anden samler op og skyder tilbage, og så er legen i gang…

Sammen har de skabt et rum, hvor det poetiske og det sarte er fremtrædende, og hvor den lavmælte humor og eftertænksomheden møder beskueren.

Ulla Eriksen har skabt en serie tryk og fotografier til udstillingen, hvor gentagelsen og variationen er hovedtemaer. Farveflader og former er sat sammen i forskellige kombinationer, hvor mulighederne for at skabe nye variationer på sin vis er uendelige. Det enestående udfordres af gentagelsens potentiale, men bliver samtidig udtryk for et givent nu, selekteret af kunstneren.

Kathrine Ærtebjerg har valgt at præsentere en serie akvareller i A4 og 3 samt enkelte tegninger og objekter. Æstetikken er minimal set i relation til kunstnerens malerier, med få farvetoner og med cirklen og ovalen som gennemgående former, der peger på køn, krop, frugtbarhed, opløsning og længsel.

Udover værkerne på udstillingen vises et udvalg af Kathrine Ærtebjergs grafiske tryk i Formats underetage.

Om Kathrine Ærtebjerg:
Kathrine Ærtebjerg er kendt for sine farverige og fantasifulde værker, der indeholder fortællinger om såvel det kvindelige som det alment menneskelige og balancerer mellem et genkendeligt og et surreelt univers. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2002 og har siden da været præsenteret på et væld af danske kunstinstitutioner herunder ARoS, SMK, Gl. Strand, Arken, KUNSTEN og senest Munkeruphus

Om Ulla Eriksen:
Ulla Eriksen arbejder med tekst, fotografi, video, performance og skulptur –  oftest i forskellige sammenblandinger. Blandingsforholdet afhænger af spørgsmålet, og af svarmuligheden, som værket formulerer. Eriksen undersøger den logik alting, såvel mennesker som natur, indgår i, og her bliver gentagelsen som fænomen og som redskab et centralt greb. Ulla Eriksen er uddannet fra Gerrit Rietveld Academie, Fine Art i 2009. Eriksen har været bosat i København siden 2013 og har blandt andet været en aktiv del af det nu hedengangne projektrum HCØ HUS.

Velkommen i Format Artspace fra d. 20. november.