#19 Mads Ljungdahl: FEROM – Amorous Jumble
12. august – 24. september 2016
Fernisering d. 12. august kl. 17-20
Den danske billedkunstner og fotograf Mads Ljungdahl griber fat i det amourøse, i sin grafiske sort/hvide billedserie FEROM, som får sin premiere i Format Artspace.
Titlen FEROM kommer af ordet feromoner, de signalstoffer som påvirker tiltrækningen mellem levende organismer. Med dette in mente har Mads Ljungdahl skabt en serie sort/hvide værker, der på såvel abstrakt som mere konkret vis puster liv i amourøse tankerækker. Værkerne har grafisk papirklipslignende karakter og giver med mystik, humor og surreel flertydighed, et skarpt æstetisk bud på en art tiltræknings og forplantnings-ikonografi i mere end 20 dele.
Ljungdahl siger selv: “Sex, i alle tænkelige varianter, virker stærkt fascinerende på de fleste. Det er et mentalt fænomen, noget som rækker langt dybere end den seksuelle fysiske akt – så selvom nogle virker langt mere kyske end andre, har alle deres del i det amourøse virvar”.
Mads Ljungdahl, er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1990, og har arbejdet med fotografi, tegning, lyd, video og forskellige hybrider herimellem, sideløbende med musikproduktion, film og teaterlyddesign. Ljungdahls visuelle værkproduktion har flere samtidige parallelle spor. Et univers er ekspressivt og udadvendt i sit udtryk, ofte som krydsninger mellem tegning og fotografi, med stærke fortællende elementer og et mættet grafisk billedsprog. Et andet har en mere observerende, æterisk og sanselig tilgang, med særlig vægt på de stemninger der fremkaldes i mødet med omgivelsernes lys, form og fænomener, ofte i ren fotografisk form. Sideløbende hermed har lyd, med dens særlige evne til at kommunikere suggestivt, en vigtig plads. De seneste år har sort-hvide grafiske billeder spillet en stadig stigende rolle, f.eks i “Drone Observationer” (som netop har været udstillet i Aalborg) og som her i den spritnye amourøse serie FEROM.
Udstillingen er en del af Cph Art Week, der finder sted over hele København fra d. 26. aug – 4. september. Under kunstugen deltager Format i følgende to arrangementer: Fototur på cykel d. 30. august kl. 16-18 (guidet tur med deltagerbetaling) og Projektrumsdagen d. 3. september (arrangementet i Format foregår kl. 17 med deltagelse af Mads Ljungdahl, der har lovet både en ready-made, en lyd-quiz, og en magisk boks. Arrangementet er gratis og åbent for alle). Se mere på www.cphartweek.dk
Velkommen til fernisering d. 12. aug. i Format Artspace, Nansensgade 35 – hvor der bl.a. serveres Jordbærfisser – små forfriskende shots med særlig opskrift og kyndig håndtering fra natklubben Vela.
Værker af Mads Ljungdahl