Udstillingsperiode: 3. – 13. maj 2017

Fernisering d.3. maj kl. 17-19 med opførelse af Fællesskabsmonologen #1 ved skuespiller Johannes Nymark.

Finissage d. 13. maj kl. 14-15 med opførelse af Fællesskabsmonologen #2 ved forfatter og skuespiller Casper Sloth

 

Tomas Lagermand Lundme skaber en 10-dages forestilling i Format Artspace, som han lover ikke er en løftet pegefinger og ej heller bliver gumpetung 70’er-agtig – kun en lille smule.

 

Det plejer at ligne et lille københavnsk udstillingsrum, men under billedkunstner, dramatiker og forfatter Tomas Lagermand Lundmes behandling bliver Format til en scenografisk forestilling med en sorthvid historie om et individ i et fællesskab. Rummet indhylles i posters, opråb, replikker, fotokopierede masker, tegning, collage, fotografi og løsrevne ord. Alt er sat op som en lineær fortælling med forskydninger i rummet, så man som publikum kan gå ind og ud af teksten og historien. Publikum opfordres til at medvirke, men kan også vælge at forblive passive beskuere.

 

To gange i løbet af de ti dage, udstillingen/forestillingen varer, aktiveres den, når skuespillerne Johannes Nymark og Casper Sloth opfører Fællesskabsmonologerne #1 og 2. Her bliver publikum også bedt om at være en del af værket, når de skal agere kor, mens andre personer indtager hovedrollerne.

Tomas Lagermand Lundme lover, at det bliver hamrende naivt , sjovt og meget rørende. Så alle er velkomne i den kollektive forestilling i Format.

Tomas Lagermand Lundme (f. 1973) arbejder som forfatter, dramatiker, billedkunstner, skribent, debattør, kurator og har tidligere været tilknyttet Radio24syv. Lundme er uddannet fra henholdsvis Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Har siden sin debut i 1998 med romanen Forhud udgivet 26 bøger, deriblandt romaner, digtsamlinger, skuespil, børnebøger, billedbøger og ungdomsromaner. Lundme har skrevet ikke mindre end 40 teaterstykker til scenen for børn, unge og voksne, ofte kredsende om konflikten mellem natur og kultur, individ og fællesskab. Lundme har som billedkunstner arbejdet med fotografi, tekst, lyd, video, tegning, maleri, aktion, performance, keramik og tekstil. Har udstillet i ind- og udland siden 1990, og de seneste år også arbejdet som udstillingsarrangør, kurator og formidler. Han er desuden formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, 2016-2019.

Andre værker af Tomas Lagermand Lundme