Udstillingsperiode: 19. januar – 2. marts 2018

Fernisering d. 19. januar kl. 17-20 med gin & tonics

 

I en ny installation undersøger kunstnerduoen Flux Capacitor Syndrome Project, menneskets konstante søgen efter udvikling på godt og ondt – for bliver det der driver vores evindelige higen efter nyt, bedre, større og mere spektakulært i sidste ende også vores undergang?

 

Med udstillingen What a Piece of Work is Man peger Flux Capacitor Syndrome Project, der består af de to kunstnere Lars Sarto Hempler og Anders Reventlov, på et af de menneskelige grundvilkår – vores stræben efter mening og vores iver efter at skabe. Men hvad sker der, når opfindelser, religion eller politisk konsensus pludselig slår om, og bliver det, der bider os selv bag i, og måske endda fører os lige direkte mod undergangen? Og hvordan kan det være, at selv på kanten af katastrofen formår mennesket alligevel at redde sig selv?

I et spekulativt dystopisk detektiv-scenarie bestående af spor, kortlægninger og postulater inviteres publikum til at drage deres egne konklusioner om den menneskelige søgen og meningsdannelse.

 

De to kunstnere har hver især bearbejdet henholdsvis myten om Hyperion – der under titanernes fald måtte vælge om han ville indordne sig under en nye verdensorden eller forgå med det gamle samfund – og utopien forstået som religiøse eksperimenter og sekter, der er dukket op igennem historien.

Derefter har de overdraget materialet til hinanden, så begge kunstnere har sat deres personlige aftryk på samtlige værker. Således smelter teorier, myter og historier sammen til en ny fortælling, som kommer til udtryk i kollager, tryk og frem for alt en hvid lyende storskala skulptur – alt sammen indhyllet i et fluorescerende lys.

 

Om Flux Capacitor Project: Kunstnerduoen, der har taget deres navn efter tidsmaskinen i den legendariske ”Tilbage til Fremtiden”- filmtriologi, har arbejdet sammen siden 2007, hvor de begge tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi. Deres udstillingsprojekter er altid store stedsspecifikke installationer, hvor UV-lys og optisk hvidt materiale indgår. De har udstillet i både museums- og gallerisammenhænge – senest i Århus i maj 2017 på det kunstnerdrevne udstillingssted 77_3m med udstillingen ”The Nibiru Cataclysm part 3.All you see is true”.

Værker af Lars Sarto Hempler

Værker af Anders Reventlov